Månedens SPOT – November
20 11 2009Yuno er en kreativ platform, hvor ideer og fantasi får plads. Det er historien om tre musikere, der for seks måneder siden stak hovederne sammen, og fandt ud af de kunne lave noget kreativt og nyt sammen. Siden da har drengene redet på en bølge af succes, der bl.a. indbefatter optræden på den københavnske musikfestival Start.
Musikalsk legeplads
Siden de tre erfarne musikere Andreas Boesing, Jakob Bruno og Martin Sahlertz fandt sammen, er det gået stærkt! Med et hav af jobs kan man roligt sige, at Yuno har været en succes fra starten. Andreas Boesii fortæller: ”Jeg bliver helt forpustet, når jeg tænker tilbage på de sidste måneder, for det er gået så stærkt!” De tre musikere spiller alle i andre bands; Andreas har de sidste fem år spillet i det dansksprogede rockband Virtue, mens Jakob og Martin har været og er aktive i henholdsvis Easy Tiger og Annasaid. Derfor var Yuno fra start af tænkt som en musikalsk legeplads, et kreativt frirum som skulle rumme mulighed for at få afløb for alle de originale ideer, der ophober sig med tiden. Det viste sig hurtigt, at dette skulle blive et frugtbart frirum. ”Vi fandt hurtigt ud af, at lige meget hvad vi kastede sammen, blev det fedt – der kom et nyt nummer ud af hver øver”, erindrer Andreas.
Beethovens femte symfoni og gennemsigtige malerdragter
Det store gennembrud for Yuno kom allerede efter en måned. De ansøgte om deltagelse i den københavnske musikfestival Stark og blev optaget! Inden koncerten blev de promoveret kraftigt af festivalen, og Yuno besluttede at kvittere med et spektakulært liveshow. Koncerten forløb som følger: Alt lys går ud, Mozarts femte symfoni brager ud gennem højtalerne. Den bliver ved provokerende længe, indtil Andreas banker igennem med en heftig rundgang på trommerne. Derefter letter taget, og publikum danser med! Andreas beretter: ”Vi havde indkøbt nogle hvide malerdragter, der først i sidste øjeblik viste sig at være gennemsigtige, så vi gik på scenen i underbusker og gennemsigtige malerdragter”. Foran scenen observeres dansende kendisser som guitaristen fra Figurines.
Siden dette velplanlagte liveshow har der ikke manglet muligheder for Yuno. Dette skyldes måske modet til at satse, Andreas forklarer: ”Det var en vild oplevelse at lægge noget så ærligt ud, det kunne ligeså godt være faldet fuldstændig til jorden!” For unge upcoming bands handler det i høj grad om at skille sig ud fra den brede masse af spirende kunstnere. Det er lykkedes Yuno at slå deres navn fast fra første færd – med energi og opsigtvækkende selviscenesættelse har Yuno skabt en bølge af succes, de siden hen har kunnet ride på.
Tilfældige tekster
Yunos tekster bliver såvel som deres musik produceret enormt hurtigt og til tider tilfældigt. Dette står for Andreas i stor kontrast til hans andet band ’Virtue’, ”Vores måde at producere tekster kan godt virke enormt provokerende, da tekstskrivning normalvis er en lang og personlig proces”. Typisk mumler Jakob tilfældige ord ind over en sang og forsøger derefter at udrede, hvad han egentligt fik sagt, andre gange improviserer han fra vers til vers og lader udelukkende omkvædet være bestemt, inden bandet går på. Andreas siger, ”Yuno handler om at prøve at ting af, Yuno handler om lade den kreative energi finder sine egne grænser.”
Føl jer kæmpestore!
Yuno er en solstrålehistorie om, hvor hurtigt kreativ energi og musikalsk kunnen kan blive omsat til live jobs og anerkendelse. Men Yuno er også historien om et band, der har erkendt, at musikken skal være dansabel og teksten catchy, hvis man ønsker succes!
Promovering og kontakter er alfa omega, hvis man vil noget med sin musik. Man skal være en hardcore sælger, der kan stå inde for sit produkt. Andreas giver følgende råd videre til spirende musikanter i Århus: “Giv den gas – husk at janteloven ikke gælder i musikbranchen. I skal føle jer kæmpe store fra 1. sekund.”






