Månedens SPOT – Februar

1 02 2010

Mindspot præsenterer i denne måned en artist med rødder i folkerockens tidlige år. Dybde og musikalsk intelligens, akkompagneret af et kompetent backingband med sans for følelsen i musikken, gør Jakob Brunos musik smuk og vedkommende.



Melankolsk med et strejf af humor
Jakobs musik er ikke nyskabende i genre eller form. Den organiske soulinspirerede musik har rødder i både Dylan og Cash. Musikken er tidløs, og kunne lige såvel være skrevet for 30 eller 40 år siden. Jakob udfordrer ikke genrekonventioner eller de musikalske normer, men hans musik rummer en utrolig dybde og en musikalske begavelse, der gør den yderst interessant. Den 13. februar kommer hans nye EP ’In The Disguise of Me’ i omløb. Der er en fælles præmis for de fire numre på EP´en, Jakob forklarer: ”Alle sangene på min EP tager udgangspunkt i noget jeg følte meget inderligt, da jeg skrev dem”. Netop inderligheden er et bærende element i Jakobs musik. Musikken griber dig og fører dig ind i en følelse, en stemning!
Fascination af bl.a. Bob Dylan beror på netop omtalte evne, han kan virkelig beskrive en følelse: ”Det er dét, der fascinerer, Dylan kan få en bestemt følelse ud i en sang. Han kan sætte sig i andres sted, som en skuespiller”. Hvis der er genkendelighed mellem værk og kunster, har det som regel ramt noget rigtigt, og denne sammenhæng synes Jakob at være bevidst om: ”Det lyder som mig, og jeg kender ikke nogen, der som mig”. Der skabes noget unikt i det øjeblik kunstneren kan vise noget ærligt om sig selv, og dette kunststykke mestrer Jakob.
For mange musikere er præcise genredefinitioner og beskrivelser svære, idet man hurtigt kan begrænse sig selv indenfor en bestemt genre. Med et smil på læben, siger Jakob dog: ”Generelt er min musik melankolsk med et strejf af humor”.

De upolerede detaljer
For Jakob er sammenspillet mellem tekst og musik afgørende. I de tidlige år af hans musikalske karriere drejede det sig primært om at give poesi en musikalsk form. Det er derfor naturligt, at teksterne skrives først, og derefter skabes musikken ud fra den følelse, teksten indeholder. Hvis idéen er god og kvaliteten i orden, skal det have lov at bære igennem: ”Jeg kan ikke så godt lide at gennemarbejde det, så det bliver for fint poleret – detaljerne og de små fejl må ikke gå tabt ”. Jakob lytter ikke sine optagelser igennem hundredvis af gange for, at finde mindre fejl: ”Det ødelægger oplevelsen for mig. Hvis man indspiller en god idé, kan man selv blive ved med at finde detaljer”, forklarer han, og uddyber: ”Selvfølgelig skal jeg være super tilfreds, men det er jeg også trods skønhedsfejl”.

Evigt foranderligt
”De koncerter jeg har spillet, har alle været meget forskellige, og det er vigtigt at skabe en unik oplevelse fra gang til gang”, fortæller Jakob. Ønsket om forandring imødekommer Jakob bl.a. ved hyppigt at udskifte medlemmer i hans backinggruppe: ”Mange af dem der spiller i mit band lige nu, kender ikke rigtig hinanden. Det er dog vigtigt, at vi lærer hinanden at kende, for på den måde får vi også et fælles udtryk”. På trods af den relativt store udskiftning i backingbandet, sker der en vigtig påvirkning, når bandmedlemmerne spiller numrene igennem. Som oftest har Jakob færdigkomponeret et stykke musik : ”Jeg har en klar idé, men er samtidig åben overfor ændringer” forklarer han, og tilføjer: ”Jeg vælger de folk jeg gør, fordi de har en særlig feeling og tilgang til musikken”. De musikere, der spiller med Jakob, bidrager også til at musikken er i evig proces: ”Min egen opfattelse af sangene udvikles gennem forskellige musikeres fortolkninger”.

For nogle bands er det afgørende, at folk danser når de spiller live, for andre er det afgørende, at folk får udvidet deres musikalske horisont. For Jakob er det afgørende, at det kan mærkes, at musikken er skrevet med rod i oprigtige følelser: ”Jeg håber, folk får en følelse, når de hører min musik, det behøver ikke at være min følelse. Hvis mine sange kan fortolkes på mange forskellige måder, viser det mig, at det ikke er et kedeligt stykke kunst”.

På trods af ønsket om evig forandring, er det i øjeblikket planen at fastholde den nuværende konstellation. ”Jeg vil gerne have denne gruppe et stykke tid. Det vi har fundet frem til på meget kort tid er ret fantastisk, og jeg tror på vi kan få endnu mere ud af dem”.

En hobby med indbygget job i
De fleste musikere har et mål, der overskygger det meste andet: At kunne leve af at skrive og spille musik, og det er da også et klart formuleret ønske hos Jakob: ”Jeg vil gerne kunne leve af det, og være absolut uafhængig af andre indtægtskilder. Jeg gør det, fordi jeg elsker det – det er uden tvivl højeste prioritet!”.
For up-comning musikere er netop uafhængigheden meget afgørende for muligheden for at bevare sin egen lyd og ideer, og det har Jakob taget den direkte konsekvens af ”Jeg har valgt ikke at gå ’pladeselskabsvejen’, fordi jeg på den måde får mere indflydelse på min egen lyd og musik”. Den tidligere omtalte EP, som Jakob har betalt af egen lomme, udkommer ved en release fest på Sigfreds Kaffebar. Forhåbningerne til denne koncert er ikke små: ”Jeg håber, at release festen kan sætte gang i noget, jeg håber at kunne udvide publikum, og sprede min musik meget mere”.

P3 har ofte været udskældt for at have en meget snæver definition af, hvad der kan spilles i radioen, og det har tvunget en del bands til at gå på kompromis med deres musikalske projekter. For Jakob er dette fuldstændig udelukket: “Jeg vil slet ikke spilles på P3, hvis de ikke vil have mine numre som de er, så kan jeg ligeså godt spille for mig selv”. En kompromisløs promovering er alfa omega for up-coming kunstnere, det er et sprudlende marked med mange udbud og efterspørgsler, hvor man skal skille sig ud fra den store masse.

Jakob har i første omgang fokuseret på én ting i denne proces: ”Jeg har lavet min musik, og fokuseret på at gøre det ordentligt”. Filosofien bag denne forholdsvis enkle tankegang er, at hvis kvaliteten af produktet er god, vil dette i de fleste tilfælde kunne bære rigtig langt!

Til sidst en opfordring: Hvis du vil opleve release på Jakobs nye EP, så mød op på Sigfreds Kaffebar den 13. februar kl. 20.00.


Actions

Informations

Leave a comment

You can use these tags : <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>