|
Mindspots store arrangement ‘Lossebold’, blev takket være dygtige fodboldspillere, god holdånd, tilskuere og en stor interesse, til en bragende succes. På en til formålet selvbygget fodboldbane kæmpede unge mænd og kvinder fredag og lørdag, om at få en lille, slidt streetfodbold sparket ind i mellem et par aflagte paller. Arrangementet kulminerede i den store ‘Lossebold’-turnering lørdag eftermiddag. Her var det to drenge i Aston Villa-trøjer, der kaldte sig “Odin er Gud”, der uden den helt store slinger i valsen, løb med førstepladsen og dermed to gavekort til Stereo Studio. Kun i finalen kom de i problemer, hvor de mødte et par teknisk meget dygtige drenge klædt i de i Århus forhadte farver; gult og blåt. “Hold 40″ som ‘brøndbydrengene’ kaldte sig, kunne dog ikke klare de oldnordiske knægte, og måtte nøjes med to billetter til biografen. Den selvbyggede bane, bestående af 40 paller og en stor bunke skruer, holdt uden at brase sammen og viste sig at være perfekt til en god omgang fodbold. Mindspot takker, foruden alle dem der deltog, arrangørerne bag AMOK PÅ GODSET, der støttede op om projektet og som fandt plads til Mindspot og Kristian fra Gadebold.dk, der sørgede for professionelle gadefodbolde. Vi ses næste gang! |

